søndag den 10. juni 2012

Haven i stuen

Imellem et par byger, nåede jeg at hente et par grene fra vores tjørn, og en "Blue Moon" rose samt en lille eucalyptus gren.





Sukkerstivede løbere

Vi har arvet nogle bordløbere eller bordskånere (jeg er lidt i tvivl om hvad, det hedder) fra drengenes oldemor, og de er så fine. Der må være brugt lang tid på at lave dem, og jeg vil gerne tage dem i brug, men jeg ikke lige kunnet "passe dem ind".

Jeg kom til at tænke tilbage på min mormor, som hæklede nogle søde fyrfadsholdere til min konfirmation, og på én eller anden måde havde hun fået dem stivet, så de fik en form, der passede om et fyrfadslys...

Så var der jo et par ord, jeg kunne "google" lidt på, og jeg kom bla frem til en lille opskrift på sukkerstivelse:

Opskrift:

1 dl hvidt sukker
1/2 dl vand

Sådan gør du:


Opløs sukker i kogende vand, og lad blonderne suge blandingen.

Beklæd en form med husholdningsfilm, og læg blonden omkring/i formen. 

Lad det tørre et varmt sted - evt i ovnen på 50 grader varmluft, til blonden er helt tør og ikke klistrer mere.

Vigtig Vigtig!!! Fyrfadsstagerne er KUN til pynt, da de sukkerstivede lyseholdere IKKE kan tåle at blive varmet op, da sukkeret vil smelte og opnå en meget høj temperatur, der kan blive MEGET farlig!!!


fredag den 8. juni 2012

Rugbrøds cigarer

Vi plejer at købe rugbrød hos bageren, som også skærer den i skiver for os - faktisk får man hvert 7. rugbrød gratis hos Guldbageren - har jeg mon afsløret hvor vi køber rugbrødet...

Det bliver til en del rugbrød, da begge drenge får det med i deres madpakker hver dag. Omega rugbrødet er vores alles favorit.

De mange rugbrød bliver også til en del endeskiver, så nogen gange køber jeg et par rugbrød eller tre af gangen, og så tager jeg endestykkerne fra, inden jeg ligger brødet i fryseren.

Et godt tip er at ligge et lille stykke madpapir mellem de to midterste skiver, inden det kommes i frysren - så er det let at tage et halvt brød op af gangen, og man slipper for at dele det i to poser...







Endestykkerne skærer jeg i nogle smalle strimler, og tørrer dem i ovnen ved 100til de er tilpas sprøde.

Drengene får dem med i madpakken som et mellemmåltid, og de går også og snacker af dem herhjemme - leger at de ryger cigar:-)

Jeg har også prøvet at skære dem i tern, og så er de gode som croutoner i en salat.

Måske man kunne lave en lækker lidt osteagtig dip til stængerne... Det må være stof til et nyt indlæg...

tirsdag den 5. juni 2012

Amerikansk lagkage á la min mor

Min mor er den bedste bager i verden, jeg ved ikke hvad det er, hun kan, og sådan er det nok bare med talent! Hun måtte komme mig til undsætning, da min lagkage kiksede igår, så i dag bagte vi sammen... sååå hyggeligt, og hermed gik opskriften i arv fra mor til datter - og nu her på bloggen:-)


Amerikansk Lagkage á la Min Mor
Det skal du bruge:

Lagkagebunder:

65 g       blød margarine
100 g     sukker
4 stk       æggeblommer
3 spsk    mælk
150 g     mel
2 tsk       bagepulver

Marengs:

4 stk      æggehvider
200 g     hvidt sukker
1 tsk       eddike (evt)

Fyld:
1/4 l       piskefløde
3 spsk    hindbærmarmelade


Sådan gør du:


Stil ovnens rist i bunden af ovnen og tænd på 1600

Lagkagebunder:

Pisk (evt på røremaskine) den bløde margarine med sukker. Når massen er pisket godt tilsættes æggeblommerne - et af gangen. 

Til sidst vendes de øvrige ingredienser i dejen.

Marengs:

Pisk med en håndmixer æggehvider så stive, at skålen kan vendes på hovedet! 

Vend halvdelen af sukkeret i massen. 

(Tilsæt evt en tsk eddike.)


Tilsæt det sidste sukker og pisk massen "sej".


Beklæd to lagkageforme med bagepapir. 

Jeg plejer kun at smøre min den ene form, da den har en særlig kniv, der bare skal køres rundt, for at løsne den nybagte kagebund. 

Den anden, lidt større form, beklæder jeg ved at klippe et stykke, der passer til bunden, og herefter et stykke, som passer præcis til højden rundt i kanten af formen. Bagepapiret kan "limes" til formen med lidt margarine/Becel.

Fordel først dejen ligeligt i de to forme og her ovenpå fordeles marengsen ligeligt.

Bag lagkagerne på en rist, der står ovnens bund - i min ovn passer det med 1600 i 30 min. Det er vigtigt at holde øje med marengsen, så den ikke bliver mørk. 

Mærk evt efter med en kødnål; kagebunden skal også være bagt.

Pisk fløden stiv og bland ca 3 spsk hindbærmarmelade i - eller find på en variation, men prøv lige med hindbær marmelade først:-)

Lagkagebunderne køles på en rist og lige før servering, ligges de to bunder sammen:

Først smøres den ene bund med et fint lag marmelade og herefter fordeles hindbær-flødeskummet (øverst og nederst vender marengsen udaf).


Voilá: Lagkagen er klar til servering - velbekomme.

mandag den 4. juni 2012

Syren fyrværkeri lige nu

I haven foran det lille skovstykke, står der en flot mørkelilla syren - jeg tror den hedder "Ludvig Späth". Lige nu ligner den et festfyrværkeri med alle de flotte duftende og udsprungne blomster, der strutter ud til alle sider (næsten). 


På den modsatte side af hvad man ser på billedet, er der ingen grene, og syrenen er lidt ranglet. Jeg er derfor ved at prøve at beskære den, og jeg har googlet mig frem til at det gøres bedst over flere år. En foryngelse kaldes det vist... 

Sidste sommer tog jeg en god kraftig gren efter blomstringen (så kan den måske nå at sætte nye skud, der kan give blomster året efter. Det samme vil jeg så også gøre her de næste år.


Herunder er de taget ind i en vase, og jeg huske at knuse enden af stilkene, så de kan suge vand og holde sig nogle dage i vasen. Hele stue etagen dufter af syren:-)

lørdag den 2. juni 2012

Livsstilsdage på Ledreborg

Det er næsten blevet til en tradition, at jeg sammen med en veninde kører til Ledreborg i nærheden af Roskilde, for at komme på Livsstilsmesse.

I år varede messen fra den 25. - 28. maj og for andre interesserede bliver det næste år fra den 17. - 20. maj.

Livsstilsmessen på Ledreborg viser de seneste nyheder inden for indretning, outdoor living, wellness og brugskunst. I de smukke omgivelser, forener messen skønhed og inspiration i Ledreborgs smukke slotspark. 

De sidste to gange (ud af fem gange tror jeg), har det været det dejligste sommervejr, og det gør turen absolut fuldendt! Min veninde og jeg shopper igennem, og fra vi sætter os I bilen i Jylland, til vi er tilbage igen, står mundtøjet ikke stille:-) En rigtig pige-tur.






Vi plejer at nå frem til Ledrebrog omkring frokosttid (vi har en køretur på godt 3 timer),  og det første mål for messen er at finde en lækker frokost.


I år var  Meyers Køkken inviteret til at åbne en idyllisk restaurant, hvor man kunne nyde en lækker frokost under åben himmel.

Vi valgte at prøve menuen, som ses her ved siden af.

Til at drikke til, valgte jeg en juice af æble og havtorn, og det hele smagte fantastisk:-)


Vi nød frokosten på Slotspladsen hvor Mogens Grønbech havde opbygget en spise- og sanse have. Her var et væld af krydderurter blandet med smukke blomster, så der var noget for øjnene næsen og munden. 






























På messen kigger vi rigtig meget på blomster og planter samt alle det smukke brugskunst og tilbehør til både hus og have. Vi kunne heller ikke lade være med at shoppe lidt tøj og sko.

I år faldt vi også for Helle Schjønnings stand. Her sad de og hyggede sig med bla at lave små kogleblomster. Hun var på messen for at reklamere for sin bog "Magiske Måneder", som også kan købes på hendes hjemmeside her.

Det er en fantastisk smuk bog - Susanne Schjønning er uddannet fotograf, som er spræng fyldt med opskrifter på, hvordan man nemt, hurtigt og helt uden forudsætninger skaber magiske øjeblikke i form af mad, kreative ideer, traditioner, aktiviteter og oplevelser.

Jeg kan varmt anbefale bogen, og jeg kommer helt sikkert til at blogge mere om den.


En fuldstændig fantastisk dag, hvor tiden på messen desværre gik alt for hurtig! Vi overnattede på Hotel Prindsen inde i Roskilde, og vendte tilbage på messen om søndagen, inden vi igen kørte hjem med bilen fyldt med skønne ting. Vi glæder os allerede til næste tur:-)