Viser opslag med etiketten Ombetrækning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ombetrækning. Vis alle opslag

onsdag den 9. maj 2012

Oldes stol er færdig!

Mange timers arbejde er nu færdig, stolen er blevet færdig! Der er brugt knap 500 søm - flere af dem blev bøjet og hamret skæve, eller toppen røg af - der var kun omkring 10 som i overskud! Jeg brugte en almindelig hammer, og det havde nok været bedre med en hammer med plastik ende, da den almindelige hammer har givet lidt mærker i sømmene - og i træet... Men jeg sparrede 500 kr ved at nøjes med min almindelige hammer, og det er okay. 

Stolen fik 2 gange lak inden stoffet kom på. Efter stoffet, sleb jeg efter - især på de "kritiske" områder, hvor hammeren var kommet lidt for tæt på træet. Og så en sidste og 3. gang lak. Resultatet er blevet rigtig fint med en mat lak.

Det var svært at få stoffet jævnt, og man kan godt se det er hjemmegjort. Men det giver sjæl og historie til stolen, og jeg er glad for resultatet og det har været arbejdet værd. 


Herunder kan der klikkes ind på tidligere indlæg om stolens arbejde:

Del 1: Stolen er kommet hjem, og vi overvejer hvad der skal gøres - klik her for at læse mere
Del 2: Betrækket fjernes og nyt stof bestilt - klik her for at læse mere
Del 3: Stoffet og sømmene til stolen er kommet - klik her for at læse mere
Del 4:  Slib, vask med grundrens og en lille krise - klik her for at læse mere
Del 5:  Bejdse og lak - klik her for at læse mere

Se før og efter billeder af stolen her:


fredag den 20. april 2012

Oldes stol - del 5


Efter tur i Flügger, kom jeg hjem med en halvmat terpentin-baseret lak og pulver bejdse!

Jeg havde billeder af stolen med på min telefon, som blev studeret nøje af ekspedienten som hjalp mig. Hun kunne ingen knaster se på træet og ud fra dets farve, mente hun, at stolen måtte være fremstillet i eg!

Vi vil jo gerne bevare stolen som den så ud hos drengenes oldemor, så derfor kom vi frem til at jeg måtte slibe stolen grundigt i bund og vaske den igen i grundrens.

For at få stolen mørk, foreslog hun mig bejdse den, så jeg købte noget bejdse pulver med hjem, som først skulle opløses i varmt vand, afkøle og til sidst males på stolen i "lag" til den ønskede mørke farve kom frem - 3 omgange skulle der til.

Resultatet er blevet en mørk, nøddefarvet eg med lidt farvespil i, da der sikkert er både nuanceforskelle i selve træet, og måske også lidt gammelt lak tilbage. Farvespillet passer godt til stolen, da den ikke ser for "pæn" ud, men mere rustik. 

Nu står stolen og skal tørre natten over med sit første lag lak - der skal nok 2-3 lag mere til...




onsdag den 18. april 2012

Oldes stol - del 4

Mange års skidt og snavs er nu blevet vasket og mildt slebet væk med grundrens og nogle smarte slibe svampe. Svampene har fine slibekorn på begge sider, og kommer i dybden - det er en fordel på stolen med de små krummelurer.

Desværre er det ikke endt ud, som jeg forestillede mig, for nogle steder sidder der stadig lak, og der er træet mørkt, og andre steder står træet åbent og er meget lyst.

Jeg er i tvivl om hvad, jeg skal gøre nu, og må i den lokale Flügger for at få hjælp til at komme videre... 

Vi har heldigvis et par gode Flügger forretninger i byen, og de er super professionelle og dygtige til at hjælpe med at man får de rette produkter og en god vejledning.

Flügger - here I come!!





søndag den 15. april 2012

Oldes stol - del 3

Stoffet til stolen er kommet, og det ser rigtig fint ud og lader til at være en god kvalitet. Sømmene passer også til både stol og stof, så indtil videre er jeg rigtig godt tilfreds.

Jeg vil slibe med slibesvampe samtidig med jeg vasker stolen i grundrens, og når træet er tørt, vil jeg smøre stolen godt ind i sæbespåne-vand.

Det bliver spændende at se hvordan træets farve kommer til at træde frem, når tidens tand bliver slebet og vasket væk.

Jeg er så frygtelig utålmodig med denne slags projekter - jeg har bare lyst til at lyn-hamre stoffet på, og så vaske og slibe på et senere tidspunkt. Men heldigvis er jeg blevet "klog af erfaring" og har lært, at jeg bliver mest tilfreds ved at tage tingene i den rigtige rækkefølge, og gøre det grundigt og ordentligt fra starten - jeg lyder som en rigtig mor nu!




onsdag den 11. april 2012

Oldes stol - del 2

Nu er betrækket fjernet fra stolen og sammen med det 487 søm!! Det vækkede minder at sidde og arbejde med stolen, og det er sjovt at tænke på hvordan, man for mange år siden har betrukket den.

Der er en stor kaffeplet, tror jeg, på lærredet under betrækket - mon det er Eva - Carstens farmor, der har spildt med sin kaffe...? 



Jeg ved endnu ikke helt hvad, jeg skal gøre med træet, om jeg skal slibe det eller bare vaske det... Det må jeg tænke lidt mere over eller måske, der er nogen, der har et forslag...?

Jeg har bestilt stof hos TM Materialer  og det blev et andet stof end det jeg først regnede med. Jeg venter på det viste stof og det skal sømmes på med messingsøm.



søndag den 8. april 2012

Oldes gamle stol

Min mand har arvet sin farmors gamle stol, en rokoko stol min min søster, det er. Jeg har ikke så meget forstand på det, og det betyder heller ikke så meget.. Jeg er glad for at have et af hendes møbler i vores hjem, da hun for min mand og jeg har været en dejlig gammel dame med krudt i og nogle faste og bestemte meninger. Hun forstod altid at hygge om os, når vi var på besøg, og det var spændende at høre hendes historier fra "gamle dage". 

Stolen er meget slidt i betrækker, så vi er enige om, at den skal ombetrækkes. Da det er ret dyrt at få gjort af en møbelpolstrer, er Carsten - min mand med på, at jeg gør et forsøg, og jeg er frisk!! 

Efter en del søgen på nettet, har jeg fundet en webshop, nemlig TM Materialer, som handler med alt muligt inden for bla møbelpolstring. Jeg tror, det bliver i stoffet her til højre, som så skal sømmes på med messingsøm.             

Det bliver rigtig spændende at få gjort, og jeg glæder mig til at se det færdige resultat. Det er altså ikke helt lige meget hvordan det ender ud, da det nok kommer til at koste næsten 800 kr i materialer og det er ikke bare en tilfældig og ligegyldig stol!!